17. september 2026

Mariagerfjord rykker 28 pladser frem på erhvervsranglisten

Mariagerfjord Kommune indtager en 20.-plads i Dansk Industris måling af erhvervsvenlighed. Det er kommunens bedste placering nogensinde og en fremgang på 28 pladser.

Mariagerfjord rykker 28 pladser frem på erhvervsranglisten
Af: Isabella Fuglsang | Foto: Canva

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Mariagerfjord Kommune har taget et markant spring frem på Dansk Industris rangliste over landets mest erhvervsvenlige kommuner. Kommunen går 28 pladser frem og lander på en 20.-plads. Det er den bedste placering siden undersøgelsen blev lanceret i 2010.

En væsentlig del af fremgangen skyldes den forbedrede dialog mellem kommunen og erhvervslivet. Her rykker Mariagerfjord fra nummer 28 til nummer 15 på landsplan. Kommunens formidling af vigtig information til virksomhederne går samtidig fra en 36.-plads til en 22.-plads.

Samlet placerer kommunen sig som nummer 24 i kategorien erhvervsvenlighed og dialog.

Byggesagsbehandling fortsat et fokusområde

Undersøgelsen peger også på områder, hvor der er plads til forbedringer. Det gælder blandt andet byggesagsbehandlingen, hvor ventetider og sagsbehandling trækker ned.

Ifølge kommunen er sagsbehandlingstiden dog allerede reduceret fra 101,5 dage til omkring otte uger. Derudover er der etableret en dialoggruppe, hvor byggesagsbehandlere mødes med fagfolk og rådgivere fra erhvervslivet for at gøre sagsbehandlingen mere smidig.

Årets undersøgelse bygger på svar fra 74 virksomheder i Mariagerfjord Kommune. Virksomhederne repræsenterer mindst 3.089 arbejdspladser, svarende til 20 procent af den private beskæftigelse i kommunen.

Nøgleord
Kommune
Event Information